Kære alle,
Så er alle studenterne sendt godt afsted med højt humør, fine taler og et brag af en dimission med et samlet eksamensgennemsnit på 7,5.
Uanset gennemsnit var alle glade og alle havde fortjent deres hue og fejring af deres eksamensafslutning.
Alle vognkørslerne gik fint uden uheld og de flot pyntede vogne (bannerne ufortalt) startede studenterturen med at køre til Brøndby Rådhus, hvor borgmesteren tog imod med tale, buffet og dans i rådhushaven. Det var så imponerende med de mange studenter, der løb efter vognene, fordi de havde fået 12 i det sidste fag – og til alle lød der livlig dytten fra de forbipasserende biler.
Borgmester Maja Højgaard leverede som altid en kort og opmuntrende tale til eleverne. Inden havde hun dog gjort opmærksom på den bugnende buffet, hvilket afstedkom en vis uopmærksomhed fra de glade studenter. Som Maja sagde, sidste år var buffeten nærmest urørt – det blev så ikke tilfældet i år. Også forældrene hjalp til 🙂
Det er ikke muligt at beskrive dagen fyldestgørende. Dertil er indtrykkene for mangfoldige. Alle gjorde deres bedste. BG-Band spillede forrygende, Karina havde lavet den skønneste video med billeder fra studenternes år på gymnasiet og både elevtaler og legater blev leveret med bevægelse og glimt i øjet.
Der var festligt pyntet og solen skinnede – næsten hele tiden.
Elevernes taler, 4 i alt, rummede alle de store og små indtryk, som 2-3 år på BG efterlader. Foran flere hundrede publikummer stod de der og holdt måske deres livs første tale for så mange. Magnus fra 3.i havde set frem til den del af dimissionen og gjorde det med stor indfølelse og humor. Rektors dimissionstale 2025 kan du læse her
Vi glæder os til at starte igen til august med ny energi, nye indsatsområder og et spændende strategimøde den 13.8., hvor vi skal brainstorme og lægge planer for BGs fremtid.
Rigtig god sommer til jer alle.
Pia Sadolin
Rektor


