Så blev spændingen udløst, på en fredag og på den 13.
SRP og SSO-problemformuleringerne er blevet udleveret og alle afgangseleverne kom godt i gang – håber jeg. De næste mange dage vil de modtage vejledning og kunne være på BG i særlige skrivestuer med kaffe, the og småkager. Det er en helt særlig periode, hvor hver enkelt kan fordybe sig i en problemstilling om et emne, de selv har været med til at vælge og drøfte med deres vejledere. Og så er eksamen 2026 ligesom skudt igang.
Jeg var i dag blevet inviteret til at deltage i matematikundervisningen i 1.h. Alle eleverne skal til eksamen i matematik både mundtligt og skriftligt. Det ved de, fordi de går på hf-ordningen. Så der skal trænes igennem de næste 2 måneder. Det var en fornøjelse at overvære og der opstod en inspirerende elev-til-elev stemning, hvor den faglige mestring af faget kom i centrum. Tak til 1.h og ikke mindst Tuxen for god matematik 🙂
Sammen med 1.h og de øvrige 1.årselever deltog jeg (og lærerne Rebecca Bro og Rune Klargaard) i visningen af en spændende dokumentar om Kunstig Intelligens, Intelligence Rising. Filmen efterlader et stærkt indtryk af de valg, vi står overfor. Ressourcer, værdier, kontrol, teknologiens fordele, faldgruber, økonomi, ulighed, bæredygtighed – alt var oppe og vende. Og her sad fremtidens generation bænket i Kulturhuset Brønden og blev præsenteret for et fiktivt rollespil, der virkede skræmmende overbevisende.
Tag gerne en snak med jeres børn om det indtryk, den dokumentar gjorde på dem – jeg forudser fremtidens valgkamptema!

Vi er nogle stykker, der skal deltage i Friløbet på søndag. Det er bare 10 km. En masse håbefulde folketingskandidater skal løbe stærkt helt frem til den 24.4. Det bliver spændende, når resultatet foreligger. Ikke mindst hvad det vil betyde for uddannelsesområdet.
Søgningen til BG for det kommende skoleår er glimrende. Det kan være, vi skal være påpasselige med at lave for meget om. Gode, fornuftige justeringer kan også noget.
God weekend,
Pia Sadolin
Rektor
