Solen skinner på en skøn dag, hvor mange timers arbejde, ikke mindst for vicerektor Mads, kan afsluttes med en ansøgning om udviklingsmidler til et 2 årigt-forsøg med EPX-Sport og Elite. I forsøgsansøgningen, som Brøndby Gymnasium er hovedansøger på, indgår en række uddannelsesinstitutioner og erhvervsskoler i samarbejde med idrætsklubber, DIF, TeamDanmark, DBU, KU, KP og tværkommunale idrætsorganisationer. Sigtet er at vise, at idræt er eminent til at styrke en helhedsorienteret undervisning, hvor praksis og teori understøtter hinanden og skaber stærke kompetencer. BGs erfaring med Idræt A-studieretningen og Brøndbymodellen gør det oplagt for Undervisningsministeriet at kigge vores vej, når de mange udlodningsmidler skal fordeles.
For 2.s stod fredagen i evalueringens tegn. En meget velgennemført BG Festival løb af stablen torsdag den 2. oktober med fuld fart gennem Stadionhallen. Som altid en skøn oplevelse og fabelagtig godt håndteret af 2.g-eleverne, der havde de søde 4.-klasseelever i deres hule hånd. Det var tydeligt, at alle morede sig. Jeg talte med de lærere, der var med de små elever og de nød at få et par timer til at iagttage løjerne og få en lang faglig snak med hinanden, som der alt for sjældent er tid til.


Til danskfaget fik gymnasierne en ny Litteraturkanon i denne uge. Den nye kanon består af en obligatorisk liste med 7 forfattere og en bruttoliste med 28 forfattere, hvorfra lærerne vælger 12 til undervisningen.
Nye på listen er Tove Ditlevsen, Inger Christensen og Søren Kierkegaard, der erstatter Klaus Rifbjerg og Adam Oehlenschläger bl.a. Det er glimrende med fornyelsen. En litteraturkanon skal også afspejle tidens strømninger og det gør f.eks. Tove Ditlevsen eminent. Jeg forudser dog, en del dansklærere vil strømme til (genopfrisknings) kurser om Søren Kierkegaard 🙂
Og lidt tilfældigt fik jeg i øvrigt nys om, at 5 af Rebeccas 2.g-elever havde vundet en novellekonkurrence, hvor præmien var en weekend på Vallekilde Højskole med litteratur og oplæsning. Eleverne var glade for at vinde, men et ophold på Vallekilde Højskole var ikke lige drømmen for dem alle – som Rebecca (deres dansklærer) fortalte, så fandt der bemærkelsesværdigt mange fødselsdage sted i familierne netop den weekend. Og jeg, som var SÅ imponeret over deres placeringer, havde elsket at høre om Vallekilde Højskoleopholdet bagefter. Jeg håber et par stykker tager med – trods onkel Oves 70 års fødselsdag 🙂
Fredagaften – i aften – sætter vi punktum for fejringen af Brøndby Gymnasiums 20 års fødselsdag. Vi holder fest for mere end 100 gamle elever, der skal spise middag med deres gamle lærere (og rektor) og efterfølgende hygge, snakke og danse. Vi pynter op i kantinen, som faktisk godt kan gøres rigtig hyggelig og har hyret nogle af vores dygtige elever til at servicere under festen. Der deltager elever tilbage fra den første studenterårgang i 2008 og jeg glæder mig til gensynet med dem alle.
Billedet øverst i Nyhedsbrevet stammer fra Lolland og hedder Dodekalitten (de 12 sten). En meget virkningsfuld opstilling midt i det smukke landskab, som giver mindelser om Påskeøen og Stonehenge. Jeg oplevede kunstværket på en rektorkonference, hvor vi var 35 rektorer, der drøftede gymnasiernes fremtid og indhold de næste 5 år. Stenskulpturernes storslåethed mindede mig om, at Danmark har en mangeårig uddannelsestradition, som er stærk og rodfæstet, og som vi netop derfor skal værne om, så den ikke sygner hen, ligesom sten kan forvitre.
Brøndby Gymnasium står vagt om den danske uddannelsestradition og vil altid være et bogligt gymnasium med lærdom og kundskabsformidling som vores centrale opgave. Samtidig er BGs natur også innovativ og vi vil konstant afsøge nye uddannelsers mulighed indenfor et felt, vi behersker så fremragende, idrætten.
Bog og Bold følges ad på BG, som Mattias Tesfay så rammende sagde det i sin tale ved BGs 20 års reception i maj. Ansøgningen om udviklingsmidler til en EPX-Sport er et relevant forsøg på at tænke den nye EPX-uddannelse ind i en faglig sammenhæng, vi tror mange kommende 16-årige kunne være motiveret for – hvis de ikke skal gå STX-vejen.
Ugens kendetegn: Bolsje-Amok
Nyd weekenden,
Pia Sadolin
Rektor

