Nyt fra BG – 28.8.2026

Atter en herlig uge på Brøndby Gymnasium og så er der endda 2 begivenheder, jeg endnu ikke kender udfaldet af i skrivende stund. Den ene er alle 3.g-elevernes tur til biografen Grand med fagene oldtidskundskab og engelsk, hvor de skal se The Odyssey, Christopher Nolans fantastiske filmatisering af Homers klassiske helteepos om Odysseus’ hjemrejse. Den anden er aftenens Introfest, hvor alle første årgangselever sammen med deres tutorer spiser middag sammen ved veldækkede borde, som de selv har udtænkt temaer for. Efter spisning og kåring af bedste bord samt præmie til bedste besvarelse af spørgsmål om BGs studieordensregler kommer resten af gymnasiets elever og vi fester sammen til kl. 24. Det plejer at være gevaldig hyggeligt 🙂
Og så tilbage til ugens start. Vi lagde ud med hyttetur i strålende solskin. Fuld af aktiviteter med samarbejde, humor og fysiske udfordringer. Der var madlavning, sang omkring bålet og folkedans, som skabte stemning og udholdenhed. Overnatning i telt slut august fungerede heldigvis for de fleste. Og så er det godt at være tutor – de måtte nemlig sove indenfor i hytten.
 
Stor tak til de dygtige tutorer og introlærerne for et fint arrangement. Også tak til studievejleder og kontaktlærere for deres engagement i hytteturen. Og endelig ikke mindst en tak til den nye årgang for entusiastisk og positiv deltagelse i det hele. I var så opmærksomme og lyttende under min seance om studieordensreglerne. Som dem kan I 🙂
Onsdag deltog BGs medarbejdere for 20. gang i DHL-stafetten. Vi kunne stille med 2 løbehold og 1 gåhold. Det var en rigtig fin oplevelse med overvejende gode løberesultater i det skønneste vejr. Desværre lykkedes det ikke at få taget et samlet holdbillede, men undertegnede er med på adskillige parbilleder (lidt linselus-agtigt, når det nu var min sidste DHL-stafet!). Det er en tradition, jeg er sikker på, vil fortsætte de næste mange år 🙂
Skoleåret er også indledt med en opdatering af vore it-systemer og alle elever bør nu være klar på lectio, outlook og moodle samt ikke mindst printerinstalleringen. Skulle der fortsat være it-udfordringer har vi topekspert-assistance hver onsdag og fredagformiddag, hvor man kan henvende sig på Kontoret om it-hjælp.
På uddannelsesfronten har vi med stor interesse noteret os, at en række ungdomsuddannelser i Hovedstadsområdet har argumenteret for, at den kommende epx-uddannelse ikke skal udbydes i sin helhed alle steder. Epx er foreslået som en praktisk-teoretisk ungdomsuddannelse med 4 grene, udbudt i hele landet. Pointen er, at ikke alle udbydere behøver at tilbyde alle 4 grene, men kunne nøjes med én, svarende til egen specialisering. Tager vi f.eks. BG med vores udprægede idrætsprofil, kunne det være interessant at udbyde én epx-gren specialiseret ift. Sundhed og idræt. Helt perfekt for vores elite-, subelite og sportsinteresserede unge, der ønsker en 2-årig gymnasial uddannelse (med mulighed for et 3. År).
Nyd weekenden – jeg ser frem til aftenens introfest.
Pia Sadolin
Rektor