Tirsdag i denne uge havde vi besøg af et ungt korps af kandidater til Regionsrådet.
Der skulle være kommet 5, men uheldigvis måtte kandidaterne fra Socialdemokratiet og SF melde forfald, så det alene blev den borgerlige fløj med Radikale, Konservative og Venstre, der stillede op til debat. Vores elever var velforberedte og samfundsfagslærerne var også på beatet, så debatten blev nuanceret trods fravær af ”den ene side”. Eleverne lavede efterfølgende små video-kampagner, som skulle dyste om bedte indhold, performance og skarphed i budskabet.
Dagen efter var scenen igen sat for et fælles arrangement, der denne gang omhandlede hele gymnasiet. BGs Digitale Dannelsesdag forløb helt planmæssigt og med en masse spændende oplæg og workshops. Det er en dannelsesproces som til stadighed udfordres af udviklingshastigheden i den digitale teknologis formåen og anvendelsesmuligheder – og faldgruber. Super spædende og vigtig.





Torsdag afholdt vi en velbesøgt BG-Samling i kantinen med besøg af DGS, præsentation af Elevrådet, NSSAs tilbud om scolarships til USA, tilbud om at blive Bloddonor og en fantastisk studietursvideo, som Emmely og Josefine havde klippet sammen. Morsom og flot.
Ib fra Bloddonor Danmark var helt ekstatisk oven på besøget: 6 elever og en lektor havde meldt sig. Tusind tak fra Ib. Han kommer igen næste år 🙂
DGS’ repræsentanter opfordrede i øvrigt varmt til, at BG i større grad tog del i de landsorganisatoriske aktiviteter, som DGS inviterer til. Måske det nyvalgte elevråd synes det samme. Jeg bakker i hvert fald gerne op om elevrådsrepræsentanter, der ønsker at deltage i inspirationsarrangementer med elevrødder fra andre gymnasier.
Afslutningsvist kan vi glæde os over, at vores brobygning/introforløb går så fint. Det er nogle herlige unge mennesker fra lokale 8.klasser, der er på besøg og det er interessant at få lov til at evaluere deres oplevelse. Stor ros til vores lærere for at tage godt imod og levere god undervisning – også selv om eleverne synes niveauet er svært, for de lærer en masseJ
Rigtig god weekend og kære BG-elever: HUSK at skrive jer på OA-listen på Kontoret.
Pia Sadolin
Rektor




