Nyt fra BG – 12.9.2025

Blodmåne i september – næsten lige så flot som lovet, men der var lidt diset.

Ud over dette smukke naturfænomen er der sket rigtig meget de sidste par uger og i næste uge er hele 3 klasser afsted på studietur, så meget tid er gået med at planlægge dem.

Første årgang er blevet præsenteret for studieretningerne og skal nu træffe beslutning om, hvad de skal vælge.

Alle medarbejdere og ledelsen har brugt en dag på at arbejde med den annoncerede reform af ungdomsuddannelserne og overveje hvilke muligheder der er i de foreslåede ændringer. Alle ungdomsuddannelser bliver berørt med virkning fra 2030. Så de næste år vil utvivlsomt byde på mange forsøg rundt omkring som forberedelse til det nye uddannelseslandskab.

For BG betyder reformen, at STX får et højere adgangsgennemsnit sandsynligvis på 6. Og at uddannelsens fagsammensætning justeres, ligesom grundforløb og studieretninger tilpasses de uddannelsespolitiske mål med STX-uddannelsen.

Den store nyskabelse er EPX, en mere praktisk orienteret studentereksamen, som skal afløse 10. klasse, HF, EUX og EUD. I øjeblikket arbejder en ekspertgruppe på at udarbejde formålsparagraf, dannelsesformål og fagligt indhold til den nye 2-3 årige EPX, hvor adgangskravet er en bestået 9. klasse eksamen.

BG er med i et forsøg om Fremtidens EPX-uddannelse, hvor vi bl.a. skal undersøge den kommende EPX-elevgruppe, sammensætningen af undervisere til uddannelsen og de pædagogisk-didaktiske metoder, der skal bringes i spil. Eventuelle fagforsøg vil blive i samspil med vores kommende HF-elever og naturligvis med deres samtykke. I forsøgsarbejdet indgår TEC-Gladsaxe, SOSU H og 10. Klassecenteret i Brøndby. Vi mødes på mandag for at drøfte de indledende steps i projektet.

Efter en lang og inspirerende arbejdsdag omkring BGs bidrag til uddannelsesreformen, drog alle afsted til Kbh. og hyggede sig med at dyste indbyrdes i diverse sportsaktiviteter.

Apropos nye uddannelsestanker har det været en stor fornøjelse at gennemlæse de mange besvarelser fra første årgang, som på hytteturen blev bedt om at besvare en række spørgsmål vedr. BGs Studie- og Ordensregler.

Essensen af elevernes besvarelse handler om, at vi alle sammen skal bidrage med at skabe:

Tryghed

Et godt skolemiljø

Et godt fællesskab

En god undervisning

  • Og det skal være for alle.

Vi skal tale pænt til og om hinanden og udgå nedladende sprog. Og vi skal være imødekommende overfor hinanden med et rart og aldrig truende kropssprog.

Vi skal tage hensyn til hinanden, også når vi er på fællesarealerne og ikke forstyrre andres undervisning. BGs lille størrelse gør det også vigtigt at vi behandler de fysisk rammer ordentligt og rydder op.

Den gode BG-elev er aktiv i timerne, har lavet sine lektier og afleveret sine opgaver – naturligvis uden snyd – til tiden. Den gode BG-elev indhenter altid samtykke før evt. deling af billeder o.lign. Og den gode BG-elev bidrager til og deltager i BGs aktiviteter.

Afslutningsvis nogle gode opfordringer fra de nye første årgangselever:

  • Tag godt imod hinanden
  • Smil til hinanden
  • Gå op i fællesskabet

For: ”Man skal nyde tiden på BG og sætte mål for sig selv”.

Jeg kan på alle BG-medarbejderes vegne konkludere, at den nye årgang består af nogle fantastisk, sympatiske elever 🙂

Karsten, Rebecca, Maja og jeg besøgte i denne uge Kernen, som er et relativt nyt aktivitetshus beliggende i Brøndbyvester.

Her er skøn café, studie-kontormiljø, padle og aktivitetsmiljø på taget, orangeri og en rigtig fin teatersal. Vi blev vældig inspireret af besøget ift. hvilke fællesskabende aktiviteter, BG kunne bruge Kernen til. Så bare vent og se søde elever! Helt nye muligheder vil vise sig 🙂

I dag har Sex&Samfund igen været på besøg for at undervise 2. årgangselever i Sex, Lyst og Samtykke. Det er en del af gymnasiets formålsparagraf om obligatorisk seksualundervisning, hvorigennem eleverne skal opnå ”viden om og indsigt i seksualområdet og få mulighed for at reflektere herover” (Bekendtgørelse af lov om de gymnasiale uddannelser, §29, stk.7). Første årgang vil blive undervist i november, når den endelige klassedannelse er på plads.

Jeg er sikker på, Sex&Samfund gør det godt. Det viste sidste års evalueringer.

Afslutningsvist kan jeg fortælle, at vi har fået endnu en Trøje op på vores Wall of Fame:

Herligt, når en student fra BG, der har spillet fodbold i Brøndby IF hele sit liv, kommer på Superligaholdet. Tillykke til ”P” 🙂

Pia Sadolin
Rektor