Nyt fra BG  – 1.5.2026

Skønne billeder af to dygtige pædagogikumkandidater, der netop har afsluttet den praktiske del af deres pædagogikumuddannelse. Thea og Simon mangler nu kun at skrive den afsluttende teoretiske opgave, så kan de kalde sig rigtige gymnasielærere. Det er en stor fornøjelse at have så velkvalificerede undervisere i lærerkollegiet – vi er stolte af dem 🙂

 

For præcis en uge siden afholdt vi den store Gallafest, som forløb rigtig godt. Faktisk synes jeg, eleverne aldrig har danset lanciers mere elegant end i fredags. Eller været smukkere. Eller hygget bedre under middagen. Eller lyttet mere intenst til min Gallatale. Eller……Måske det hænger sammen med, at det var min sidste Gallafest. Så bliver man let lidt overgearet.  

Næste år er der en anden, der må hente de 400 Cheeseburger hos MacD – det kræver hjælpere og en stor bil. Tak til Annika og Maya for hjælpen. Jeg havde seriøst ikke klaret det uden dem. 

1.h startede eksamenssæsonen op med 2 dages intern prøve i NF – Naturfagspakken, hvor de blev eksamineret i fagene kemi, biologi og geografi. Jeg deltog som censor og det var interessant at overvære en eksamen, hvor 3 fag skal foldes ud og præsenteres ift. en tværfaglig problemformulering. Det kræver overblik og sikkerhed. Jeg var imponeret over både elevernes kunnen og lærernes afvikling. Og som altid til eksamen: nogle jubler og andre ærgrer sig. Det vil vi se masser af eksempler på de næste 2 måneder. 

Og allerede nu trænes der til de kommende eksaminer med skriftlige og mundtlige prøver samt kursus i forebyggelse af eksamensangst. 

I dag er det den 1. maj (og det ville også have været Store Bededag, hvis den ikke lige var afskaffet). Bagernes udbud af hveder var tydeligt mindre prangende end tidligere og også 1. maj bærer præg af lidt afmatning. Kampkraften har fået nye mål. Der skal dannes en regering. En masse reformer venter på at blive implementeret – det gælder uddannelse, grøn omstilling, boligområdet og energiforsyningen. Sjovt nok vender man sig ligesom til, at Danmark drives af et forretningsministerium, hvor alle ministre er ”fungerende”, selv statsministeren, der aktuelt forsøger at løse opgaven som kongelig undersøger. Jeg håber, de unge afgangselever både kan dimitteres som studenter og med en ny regering den 26. juni. 

I morgen, lørdag den 2. maj, fylder Brøndby Gymnasium 21 år. Jeg er sikker på det meget skønne (varslede) sommerlignende vejr skyldes BGs succes. Tak til jer alle sammen, fordi I gør BG til sådan en god skole. Vi er i gang med en video om Brøndby Gymnasium og det er en fornøjelse at så mange elever har villet deltage – også selvom de skulle op kl 4.30 om morgenen for at hoppe i bølgen ved Brøndby Strand. Jeg glæder mig til videoen kan præsenteres. Stor tak til Rebecca og Karina for at styre projektet. 

Næste fredag holder vi fest igen. En vennefest, som er afgangselevernes sidste fest på BG. Jeg kan bare tilføje, det bliver også min sidste 🙂 

Nyd en dejlig  varm weekend. 

Pia Sadolin
Rektor