Hermed et lidt forsinket nyhedsbrev, som samler op på en rigtig spændende uge, hvor eleverne har haft travlt med rigtig mange spændende opgaver.
Studieretningsklasserne er blevet oprettet for alle 1.g-elever og flere ugers spænding blev afløst af konkret viden om, hvem de skal gå i klasse med efter grundforløbets afslutning.
Vi har oprettet følgende studieretningsklasser:
1x: to studieretninger med henholdsvis ’Matematik A + Fysik B + Kemi B’ og ’Biologi A og Kemi B’
1i: 1 klasse med ’Samfundsfag A og Engelsk A’
1s: to studieretninger med henholdsvis Samfundsfag A + Idræt A og ’Samfundsfag A og Engelsk A’
Vi glæder os meget til at starte klasserne op efter endt grundforløb.
Alle vores 3.g elever har haft travlt med FF5 – vores mini-SRP-forløb, som skal klæde eleverne på til deres SRP, som starter om ikke alt for længe.
Hele fredagen gik over stok og sten med oplæg, og det var en god oplevelse og læreproces for eleverne.
Alle vores 1.g-elever har haft travlt med at forberede sig til NV- og AP-prøverne i næste uge. I torsdags var alle 1.g-eleverne til den interne latinprøve og fredagen gik med NV-dag, hvor det sidste kom på plads ift. NV-prøven.
Ingen tvivl om, at alle 1.g-elever nu er klædt max på til de kommende prøver.
I fredags var jeg på besøg hos HEADSPACE Brøndby, som er et initiativ, som nu har ligget i Brøndby i lidt mere end et års tid.
Headspace er et tilbud til unge, som mistrives eller har det svært. Her kan man få samtaler og støtte ift. det, som er svært. Tilbuddet er gratis, og man kan som ung (12-25 år) enten aftale tid til en samtale eller droppe ind fra gaden, når det passer dem. En god mulighed for dem som har behov for en at snakke med, når livet gør ondt.
Mads S. B. Pedersen
Rektor
Brøndby Gymnasium