Nyhedsbrev – 9. oktober 2026

Så nærmer efterårsferien sig med raske skridt, og lige om lidt bliver der stille på gangen, indtil vi starter op igen mandag den 19/10.

Inden da er der travlt, så alle kan nå det sidste, inden taskerne bliver pakket ned.

I sidste uge ønskede alle 1.g-elever studieretninger, og det blev et lidt broget valg. Så vi er godt i gang med at undersøge, hvordan vi kan få etableret de nye studieretninger efter grundforløbets afslutning. I den forbindelse har vi holdt samtaler med mange elever for at undersøge, om alle var sikre på deres ønske om studieretning. Medio uge 43 vil alle få oplyst, hvilke studieretninger og klasser de er kommet i.

Lige nu er alle 3.g-eleverne godt i gang med deres FF5 (Flerfagligt Forløb nr. 5), som også er kendt som deres mini-SRP-forløb. Her har alle 3.g-eleverne over de sidste uger modtaget vejledning og lige nu er de ved at skrive det sidste i deres opgave, som skal afleveres i dag senest kl. 20.00.

Det hele kulminerer den 23/10, hvor eleverne skal forsvare deres opgave.

Som noget nyt er vi begyndt at afholde skrivedage, og i denne uge har alle 2.g- og 3.g-elever været samlet i kantinen for at skrive dansk stil. Vi er spændte på, hvordan dette nye tiltag bliver taget imod og effekten af dette. Når skoleåret er gået, vil vi lave en grundig evaluering af dette nye tiltag, som vi allerede havde taget initiativ til inden ministeriets AI straks-pakke, som netop lægger op til, at flere opgaver skal skrives på skolerne.

I HF har der også været gang i den med KS og NF-miniforløb samt månedsprøve i mat og idræt.

Efter efterårsferien starter vi op med matematikværkstedet, som kommer til at ligge onsdag i ulige uger og tirsdag i lige uger. Vi håber på at se mange elever

I sidste uge afholdt vi årets første vennefest på BG. Temaet var Halloween og det var dejligt at se, hvor mange elever der havde klædt sig ud efter alle kunstens regler og så meget scary ud.

Festen forløb godt med masser af gang i den og god stemning. Så nu glæder vi os allerede til næste vennefest, som er den 29/1-27.

Her på kontoret er der også gang i den, og vi har nu slået en stilling op, da vi pr. 1/1-27 skal have ansat en ny uddannelsesleder. Det ser vi frem til og man kan læse om stillingen her.

Jeg vil gerne benytte mig af muligheden for at sige tak til alle for den positive modtagelse, som jeg har fået efter, at jeg er startet som ny rektor på BG.

Lige nu skinner solen, og jeg håber, at I alle møder solskin, hvor end I holder efterårsferie.