Afskedsreception for Pia
I onsdags holdt vi afskedsreception for vores rektor Pia Sadolin, som efter 21 år som rektor valgte at gå på pension. Selv om det var meget vemodigt at sige farvel, så var det også en dag med masser af smil og latter, for utroligt mange anekdoter kom på bordet. Den lange rejse fra to barakker med to klasser bag Brøndbyhallen til nu at have til huse på Brøndby Stadion med 12 klasser fordelt på HF og STX blev vendt igen og igen.
Pia blev fejret efter alle kunstens regler og startede med at gå flaggang fra kontoret ned til kantinen, hvor alle elever og medarbejdere stod med flag og flagede Pia ned til hendes afskedsreception.
Det var et meget emotionelt øjeblik, som Pia nød til fulde.
Tak for 21 fantastiske år, Pia!
Ny rektor
Det betød også, at jeg torsdag den 1/10 havde min første dag som rektor. Jeg må indrømme, at jeg har glædet mig utroligt meget til denne dag for det er en fantastisk skole at få lov til at overtage. Fantastiske elever og medarbejdere. Hvad mere kan man ønske sig. Selve dagen gik med masser af møder og snakke med elever og medarbejdere. Det var dejligt at kunne sætte ord på mine visioner, som bl.a. går ud på at udvikle de nære fællesskaber, understøtte elevernes SSO og SRP-processer, integrere AI på en faglig, didaktisk og balanceret måde i undervisningen samt at gøre BG klar til 2030 og det nye uddannelseslandskab.
Ny vicerektor pr. 1/11.
Jeg var også glad for, at jeg på min første dag som rektor kunne annoncere, at vi pr. 1/11 har ansat Bo Stage som vicerektor. Med lidt over 20 år på BG har Bo en stor viden og indsigt i BG og de administrative processer, som jeg ser som vigtige i den proces, vi skal igennem for at stå klar til 2030.
Som en konsekvens af, at Bo er fungerende uddannelsesleder, så betyder det, at vi inden længe skal have ansat en uddannelsesleder. Så kom ikke her og sig, at der ikke sker noget på BG!
Flerfaglige forløb på BG
I denne uge har der været godt gang i de flerfaglige forløb her på BG. Der har i 2.g været afholdt BG-festival, hvor vores Idræts A elever har arrangeret en festival for alle 4. klasses elever (ca 100 elever) fra Brøndby Østers skole. Der blev grint og knoklet til den store guldmedalje.

De andre elever lavede henholdsvis et escape-rum og udviklede en lærings-APP, som kan fremme læringen af fremmedsprog. Vi håber, at alle elever er sluppet ud af escape-rummet, så de kan deltage i festen i aften.

Imens er alle 3.g-eleverne godt i gang med deres mini-SRP, som de skal aflevere fredag den 9/10 kl. 15.00.
Matematik screening
I denne uge er vores 1.g-elever blevet matematik-screenet, som er en del af grundforløbspakken. Screeningen bruger vi til at undersøge, hvordan eleverne ligger fagligt, og for at se, om der er områder, hvor vi skal understøtte eleverne fagligt.
På denne måde sluttede mit første nyhedsbrev, og mens I læser dette, er vi ved at gøre os klar til årets første venskabsfest.










