Ny rektor pr. 1. oktober

Ingen tvivl – det er den helt rigtige person, der sætter sig i rektorstolen på Brøndby Gymnasium fra den 1. oktober: Mads S.B. Pedersen. 

Hele ansættelsesudvalget med bestyrelsesformand Lars Rasmussen i spidsen var enige om at pege på vicerektor Mads S.B. Pedersen som deres foretrukne kandidat til rektoratet. 

Nuværende rektor, Pia Sadolin, glæder sig til – med ro i sindet (og maven) – at kunne overlade posten til Mads S.B. Pedersen, som kender gymnasiet helt ind til benet efter 1 års ansættelse som vicerektor. 

Mads har gjort det fortræffeligt som vicerektor og glæder sig til at skulle fortsætte som rektor. Ikke mindst i lyset af de udfordringer, der venter for Brøndby Gymnasiums fremtidige positionering i uddannelseslandskabet. 

Brøndby Gymnasium takker for den store interesse for rektoratet. Alle ansøgere var på hver deres måde kvalificeret til stillingen.