Nyt fra Brøndby Gymnasium 24.1.2025

Det pibler frem, så man tror, foråret er lige på trapperne. Men det er stadig januar. Så giv tid, giv tid 🙂

Vi har taget rigtig godt fat på det nye kalenderår. Alle eksaminer er gået fint og vores første afslutning på det særlige 5-semesters hf-forløb var en fornøjelse. Stort tillykke til dem alle 4 . Næste år er der dobbelt så mange.

Også Orienteringsaftenen, onsdag den 15.1. og mini-orienteringsformiddagen, lørdag den 17.1. blev afviklet med fint fremmøde og storartet indsats fra egne rækker. Vores elever fik rigtig meget (velfortjent) ros. Så det kommende års optagelse af nye første årgangselever er SÅ lovende – både på STX og HF. Det er dejligt, at vi er blevet så efterspurgt et gymnasium. Måske man bare skal regne med, at det tager 15-20 år at konsolidere en ny uddannelsesinstitution!

I denne uge har alle elever på afsluttende årgang valgt fag til deres større skriftlige opgave, SRP for 3.g’erne og SSO for 2.hf’erne. Nu skal vi så i gang med at fordele dem på vore faglærere. Det er altid et stort puslespil og det lykkes hver gang. Denne gang med Bo Stage, konstitueret vicerektor, i nøglerollen. Han er fuld af fortrøstning.

Arbejdet med at ansætte en ny vicerektor skrider i øvrigt planmæssigt fremad og vi kan snart offentliggøre, hvem det bliver. Vedkomne skal starte 1.3. og det bliver spændende at få nye ledelsesøjne på vores efterhånden gamle skoles procedurer. Jeg synes, ansættelsesudvalget på 6 personer har fungeret glimrende, med mange vinkler på ansøgerfeltets kvalifikationer og stor enighed i udvælgelsen, da finalen oprandt. Terminsprøver i uge 6 og eksamensplanlægning for sommerprøverne er i fuld gang. Især ift. eksamensterminen vil den nye vicerektor kunne bidrage og hjælpe til at løfte den meget store opgave.

Aktuelt har vi to 3.g-klasser afsted på mini-studietur til henholdsvis Hamborg og Berlin. De har valgt to bæredygtige destinationer med lavt CO2 aftryk. Jeg er ikke i tvivl om, at lokaliteter i ”nærområdet” kan give en lige så faglig og social studietursoplevelse for klasserne, som eksotiske destinationer, der kræver flytransport. Det betyder ikke, at studieture på BG ikke kan indebære flyrejse. Vi har studieretninger med engelsk på A-niveau og netop det fag indebærer ofte destinationer, hvortil tog/bus ikke giver mening. Så bæredygtigt som muligt – når det giver faglig mening.

Mening er også noget vi diskuterer i øjeblikket ift. den store Gallafest. Hvad er meningen med lige netop den?

Jeg og BGs ansatte vil gerne arrangere en helhedsoplevelse. Hvor vi starter med den formelle, næsten fornemme, førstedel af festen med lancier, middag, smukke loungeomgivelser, nomineringer, festsange og taler, der så fortsætter over i anden del af festen med dj, floor, temabarer, sjov og kreativ pyntet kantine. Alle deltager i det hele med hinanden, så længe de orker eller indtil festen slutter.

Gallafesten skal være en oplevelse for hele gymnasiet og i særlig grad for afgangseleverne, der ankommer som de sidste med rød løber og indbudt familie til deres lancier. Gallafesten er en samlet oplevelse for os alle, både den formelle første del i loungen og den mere løsslupne anden del i kantinen.

Meningen med Galla er således set med mine øjne et fælles, festligt og storslået arrangement med lancier, taler, sange og det store skrud, som hos os på BG afsluttes af en mere uformel og hyggelig fest med dj og barer i kantinen.

Det er Gallaaftenens del 2, vi er uenige om i Gallaudvalget. Eleverne vil helst ud i byen og holde afterparty et andet sted, mens ”vi voksne” inviterer til at fortsætte med del 2 i kantinen.

Jeg er klar over at den mere uformelle fest i kantinen kan blive en ensom affære, hvis eleverne vælger at tage ud i byen på egen hånd. Jeg appellerer derfor til, at alle tænker igennem endnu engang, hvad meningen med Gallafesten er for dem. Sådan at Gallaudvalget næste gang kan enes om, at vi holder hele arrangementet på BGJ

Afsluttende vil jeg glæde mig til at fordybe mig i ETU-resultaterne, som netop er dumpet ind ad døren. 271 af vore elever har besvaret skemaet, så det er en ganske stor sample. De overordnede resultater er ganske positive. BG ligger over landsgennemsnittet på Læringsmiljø (én af skoleårets indsatsområder), Velbefindende og Støtte hjemmefra (stor tak til forældrene). Derimod er Selvvurderet performance og Arbejdspres under landsgennemsnittet. Dvs. at vores elever ikke føler de præsterer godt nok, samtidig med at de oplever et stort arbejdspres. Med mange atleter er det nærliggende at pege på dual career, men på den anden side får netop atleterne mange ressourcer stillet til rådighed i en gennemprøvet Brøndbymodel. Så måske er der et større element af perfekthedskultur hos os, som vi skal dykke ned i.

Under alle omstændigheder er Elevtrivselsundersøgelsen (ETU) fuld af empiri, som venter på at blive analyseret. Godt der vinker en vinterferie forude 🙂

God weekend,

Pia Sadolin
Rektor