Kære alle sammen,
Ingen tvivl om, at vi har været nervøse for om planlægningen nu var tilstrækkelig til dagens jubilæum. Men takket være jeres fremmøde og ikke mindst de mange hjælpende hænder fra både medarbejdere og elever, er det gået over al forventning.
Vores kagekonkurrence i formiddags var imponerende og BG-Band har gjort det fortræffeligt.
At trække 20 års skolehistorie op på 5 minutter er vanskeligt.
Jeg har så meget materiale fra nyhedsbreve, dimissionstaler, orienteringsaftener, mødereferater, bestyrelsesmøder, projekter og – kan man sige – levet liv.
Men nogle nedslag vil jeg gerne komme med.
Perioden 2005-2010 var en hektisk tid. BG blev grundlagt på baggrund af et 5 årigt tilløb med rapporter om et netværksgymnasium inspireret af norske og californiske gymnasier. Kjeld Rasmussen var tidligt ude med det digitale gymnasium, hvor eleverne skulle undervises fysisk halvdelen af tiden og online den anden halvdel. Så kunne der gå dobbelt så mange elever på BG. Og så var der også plads til fodboldtræningen.
Efter lidt tilpasning til danske forhold (!) landede gymnasiet som et mere traditionelt gymnasium med fysisk fremmøde og i tæt samarbejde med Brøndby IF. Efter et par år i pavilloner og med hjælp fra Fin Andersen i Brøndby hallen og lokaler i DIF, rykkede BG til Brøndby Stadion. Med fokus på idræt, it og internationalisering var placeringen helt rigtig.
BG var fra start meget udviklingsorienteret. Vi ville være en vigtig aktør i den nye gymnasiereform med et bidrag til styrkelse af idræt og it. Vi blev indrulleret i spændende planer om at styrke Brøndby Kommunes uddannelsesniveau sammen med BIFs projekt ”Fra bænken til Banen”. Hele 95% af ungdommen skulle gerne tage en ungdomsuddannelse. Meget ambitiøst.
Ud over at skulle etablere BG ind i en ny gymnasiestruktur, deltage i det kommunale projekt omk. styrkelse af søgningen til ungdomsuddannelserne, blev BG (dvs jeg) også involveret i idéoplæg og opstart af Brøndby Idrætsefterskole. Sammen med gode folk fra BIF – ikke mindst den allestedsværende Peder Siggaard, grundlagde vi BIE og fik ministeriets godkendelse. Billedet af en kommune med fokus på sport og uddannelse tog form og er senere kronet med idrætslinje på 10. klassecentret og idrætsklasserne på Brøndbyvester Skole.
Kjeld Rasmussen og Per Bjerregaard har været afgørende i den proces og i den periode. Vi andre fik nogle idealistiske strategier, som vi kunne omsætte i praksis med vores professionalistiske tilgang til det at drive skole.
Det er egentligt tankevækkende at spørgsmålet om, hvorvidt det var muligt at drive privat gymnasium i Brøndby, blegner i mine erindringer. Det lod sig gøre, fordi så mange bakkede det op.
Vores opbygning af en særlig BG-ånd med de lærere, vi ansatte og de elever vi rekrutterede har bare altid hængt rigtig godt sammen. Vi udviklede den særlige Brøndby Model på baggrund af egne erfaringer med mange atleter og samarbejdet med idrætsklubber samt ikke mindst Team Danmark. Den model er løbende blevet endnu mere forfinet.
Vores internationale fokusområde blev udfoldet med Per Bjerregaards idé om en filial i Sydafrika, hvor jeg to gange var på charmeoffensiv mhp. at overføre BG modellen til et fodboldakademi i Sydafrika. Det foregik med støtte fra udenrigsministeriet. Gode kontakter blev etableret, med genbesøg i Brøndby af den nyvalgte formand for den sydafrikanske pendant til DBU. Jeg var sågar i TV2 Lorry, hvor jeg promoverede projektets udviklingspotentiale.
Lidt tættere på havde vi etableret et spændende samarbejde i EU-regi: Comenius Projektet – Young Leaders, som vi arbejdede sammen om med en sportsskole i Gelsenkirchen og i Newcastle gennem 6 år. Super spændende, men også meget krævende af vore relativt få lærere og elever og deres indkvarteringsressourcer. Projektet resulterede i BG-sportsfestival, som vi har afholdt årligt siden med deltagelse af lokale grundskoleklasser.
Næste nedslag er 2011-18:
En periode hvor Kjeld Rasmussen efter 10 år på posten som bestyrelsesformand og tæt på de 90 valgte at stoppe og overlade depechen til Lars Rasmussen, som var næstformand på det tidspunkt. Ingen tvivl om, at Kjeld var meget stolt af sit gymnasium og samarbejdet med BIF. Og BG var taknemmelig for at have en så visionær formand og sparringspartner. Kjelds enorme netværk var af stor betydning for gymnasiets muligheder. Som en bølge vi kunne ride på.
Det var i den periode vi udviklede vores it-satsning, deltog i ministeriets arbejde med at modernisere datalogi til et egentlig informationsteknologifag i stx og tog livtag med det digitale gymnasium. Steen Schiøt og jeg tog rundt til skoler og gymnasier og holdt foredrag om anvendelsen af nye teknologiske værktøjer i undervisning og administration. Alt var så meget lettere med itJ
Nu vi var i gang, besluttede vi, at idrætsfaget også burde løftes til nye højder. Idræt skulle udbydes til eleverne på A-niveau. Den idé opstod, mens Christine Antorini sad på undervisningsministerposten og i en tid, hvor der var alt for mange studieretninger allerede. Vi knoklede, skulle jeg hilse og sige, ikke mindst med at etablere alliancer i og udenfor uddannelsesverdenen, der ville bakke op om initiativet. Og som alle véd: det lykkedes. Og det lykkedes rigtig godt. Idræt A er i dag et permanent fag i gymnasiefagrækken. Thomas Anker og jeg har ofte prist vores held og udholdenhed!!!!
Det var også i den periode vi legede med nogle tanker om at bygge et rigtigt Brøndby Idrætsgymnasium med egen hal, fitness osv. tll at understøtte de idrætsfaglige ambitioner – tegningerne var endda på brættet, men det blev aldrig realiseret.
I stedet tog vi bestræbelserne på en mere effektiv brobygning mellem grundskole og ungdomsuddannelse op til et egentligt samarbejde. Med Glostrup Skole igangsatte vi projektet Sprog og medier, idet vi allerede den gang ønskede at styrke sprogene i gymnasiet og arbejdede med fremmedsprog, matematik som naturvidenskabeligt sprog og kodning som det digitale sprog i projektet. Selvfølgelig fik vi også viklet idræt ind i det hele, som kroppens sprogJ Med Brøndby Strandsskole igangsatte vi projektet: Naturvidenskabelig Masterclass, hvor afgangselever blev undervist i matematik og science på BG. Det var med følgeforskning , anbefalinger og konferencer og foregik over en 3-årig periode.
Hertil kom de såkaldte IUP-forløb. Særlige kompetenceafklaringsforløb for elever i 8. klasse, som skulle undervises en uges tid på BG, med opbakning fra studievejledere og UU-vejledere mhp. at styrke kompetencerne, så de kunne søge ind på en gymnasial uddannelse. Intentionerne om at hjælpe de unge godt på vej fejlede ikke noget. Og BG ville gerne medvirke til at løfte det lokale uddannelsesniveau. Igen, igen!
Forbindelsen til erhvervslivet – som også havde ligget i de oprindelige ideer med BG – tog vi fat i og opbyggede vores mentorprogram, (2015) som i årevis har fungeret for de elever, der valgte erhversøkonomi. Det gav en masse gode oplevelser for os og eleverne, som har inspireret til virksomhedsbesøg og sparring omk. forventninger til uddannelsesindhold og karrieremuligheder.
Brøndby IF havde i nogle år med Kim Vilfort i spidsen været meget insisterende på, at et hf-forløb med plads til fodboldtræningen var en drøm for fodboldklubben og dens unge spillere. Vi havde lavet lidt forsøg med dels online-undervisning for superligaspillere, ikke en succes, dels en enkeltfags-hf-pakke, som især tiltalte tennisspillere, og som Dario Dumitz faktisk gennemførte som den første af BGs HF-studenter. Men med etableringen af talentorganisationen, Brøndby Masterclass, begyndte ideen at tage form. Hermed kan vi tage hul på det sidste nedslag – foreløbig.
2019 – 2025:
Vi slog dørene op for vores SportsHF august 2019 med en klasse, der både bestod af Brøndby Masterclass elever og helt almindelige HF-elever. Det har den gjort lige siden. Trods corona benspænd kom BG godt videre og corona-pandemien var med til at cementere BGs og Brøndby IFs samarbejde. Vi afviklede undervisning i fanzonen og på stadion med besøg af TV2-Lorry.
Den ekstra HF-linje og den gennem 20’erne stadig større stx-søgning til BG har betydet en udvidelse af skolens fysiske kapacitet med ekstra klasselokale og loungen som et dejligt område for både gruppearbejde og frikvarterer.
Sportsbyen, der allerede rumlede i 2016-17 blev det næste store Brøndbyprojekt, der skulle styrke regionen og idrætten. Morten Bødskov var inddraget og planerne fløj højt. Vi er ret beset ikke landet helt endnu. BG kunne da godt indlede nye byggedrømme om egen sportshal, med relevant partner i Sportsbyen.
Det har gennem hele perioden været et kendetegn for gymnasiet, at vi skulle være tæt på hinanden, have gode faglige relationer, kunne præstere under pres og fokusere på processen hen imod målet. Jeg synes vi er lykkedes rigtig langt hen ad vejen med det. Undervejs skiftede vi internationalisering ud med nærvær, da det i stigende grad var den værdi, vi fokuserede på og som også blev værdsat af vore elever, som et af BGs kendetegn.
Kantinen er ved at være 100% fyldt op, når alle er på gymnasiet. Frokosten har altid været et dagligt højdepunkt og vores nuværende leverandør (gennem 6 år) gør det godt.
Vi har aldrig haft så mange grundskoleelever i introforløb og brobygning og vores Videnskabsklubben er blevet et tilløbsstykke med udsolgt efter 10 minutter.
Jeg er så stolt over de medarbejdere, der dagligt investerer deres tid i BG og for de elever, der dagligt giver os med- og modspil. Det var en stor opgave vi gik i gang med i 2005 og det er så berigende at kunne stå her 20 år senere og sige: Vi gjorde det. Det lille gymnasium med den store effekt fandt sin form.
Men, men, men spørger I: hvad skal der så ske herfra?
Ja frem til 2030 er der dømt forsøgsperiode, strategisk udvikling og overvejelser om, hvad for et gymnasium, BG skal være i det nye uddannelseslandskab, som tegner sig.
BG er stadig en ung skole og det forekommer mig, at bejlerne er mange derude. Og BGs nysgerrighed er intakt. Det ville ikke ligne os at sætte os ned med hænderne i skødet. Vi er ikke bænkevarmere.
Så I kan godt regne med at se BG på mange spændende arenaer de næste år, hvor vi vil afsøge mulighederne. Altid i respekt for BGs værdier og fokusområder. Det skal være sammen med det lærerkollegium, som er BGs centrale anker og med det sekretariat og den bestyrelse inkl. forældresamarbejdet, som har været en nær medspiller.
Jeg tror, I får BG at se som medudvikler af lokale drømmes realisering og med flere forsøgsben på den innovative bane. Tiden er til det.
Måske Kjeld Rasmussens gamle forestillinger om fodbold som en del af skemaet i den gymnasiale uddannelse ville kunne realiseres i en sport epx med fodbold som håndværk og banen som værksted. Side om side med et stærkt (og reformeret) stx?
I 2026 starter den første elev på Brøndby Gymnasium, med BG-forældre baggrund. Hendes mor var blandt BGs første studenter.
Næste generation er på vej.
Tillykke til os alle sammen 🙂
Pia Sadolin
2025