Forventningsfulde og dybt seriøse var indtrykket af Brøndby Gymnasiums første skoledag for vores nye stx- og hf-årgang.
Godt 110 nye elever tog vi imod i dag og det var en stor fornøjelse.
De nye 1. årgangselever lyttede opmærksomt til rektors 20 minutter lange tale og blev derefter underholdt og vist rundt af vores 24 tutorer.
Tutorerne gjorde det så fint, de nye elever tog godt imod, solen skinnede og der blev serveret pizza til frokost.
I min tale til de nye elever kom jeg ind på overgangen til gymnasiet og at blive BG-elev. Jeg understregede, at det aldrig var noget, de skulle klare selv, men at vi gjorde det sammen. Og at vi de første uger havde rammesat fællesskaber, så det ikke blev overladt til tilfældig udvælgelse.

Gymnasiestarten skal være så blid, sjov og inspirerende som muligt.
Naturligvis talte jeg også om strabadserne, der venter, om mobiltelefoner, kunstig intelligens, valg af studieretninger osv., men understregede, at vi starter med små forsigtige skridt og finder ind til hinanden, inden vi tager de store kvantespring.
Det bliver dejligt at lære alle de nye elever at kende og at genoptage samarbejdet med de gode, gamle elever. Efter velkomsten til første årgang fulgte nemlig velkomsten til 2., 3.g og 2.hf. De var eksemplariske. Kun udsigten til i enkelte uger at skulle bruge mere end 10 timers elevtid på skriftlige opgaver, var ved at slå dem helt ud.
Som jeg sagde: Kun den, der arbejder, lærer 🙂
Hjertelig velkommen til alle,
Pia