Publiceret 09-06-2023 af Pia Sadolin

Nyt fra BG, 9.6.2023

Med kun 14 dage tilbage, før årets studenter dimitteres, kan vi nok se tilbage på den varmeste ”læseferie” i mandsminde.

Jeg selv er rykket i sommerhus for at rette 1.s’ DHO’ere, 28 stks, om Grønland og relationerne til Danmark – kunne ikke være mere aktuelt.

Udenfor bager solen, rådyr kommer forbi og valmuer tager sig smukt ud på det gule græstæppe.

I onsdags holdt vi juni-arrangement for den kommende første årgang. Det fandt sted i kantinen og på 1.salen. Jeg skal love for de sympatiske tutorer kom på arbejde. Vi havde slet ikke troet, at så mange ville møde frem, så der blev hentet stole og lavet rækker. De søde tutorer var helt svedige bagefter. Men skønt, at så mange havde valgt at komme forbi.

Samme dag havde jeg gjort SRP-karaktererne op og kunne stolt præsentere et gennemsnit på 8,53. Også hf’ernes mundtlige danskeksamen var i hus med et gennemsnit på 8,1. Jamen altså! Ganske enkelt forrygende.

Så er det jo ingen sag at være rektor på Brøndby Gymnasium.

Når vi først står med huerne fremme er det – uanset resultatet – en festdag og kraftpræstation, de unge studenter har leveret.

Men vi skal lige vente 14 dage endnu.

God weekend og læselyst,
Pia Sadolin

template-img

 

Del denne nyhed på Facebook