Nyt fra Brøndby Gymnasium - Juni 2022
”At lære er at famle
I mørket, blind og stum,
At sprænge eller samle,
Sit eget verdensrum,
At vække det, der sover,
Og gøre tanken fri,
At se en himmel over
Hver drøm, man lever i.”
(Halfdan Rasmussen, At lære er at ville)
Efter at have udleveret 110 eksamensbeviser og vinket til de glade studenter, da de drog afsted på vogntur, står vi stadig tilbage på kontoret på BG og snurrer lidt.
Sikke en fantastisk årgang. Sikke en lettelse, at det gik så godt. Sikke en oplevelse at gennemføre et gymnasieforløb med så mange bump undervejs.
Det er en stærk flok, der er dimitteret og de er lige så insisterende på at blive hyldet for deres indsats og lærdom, som tidligere årgange. Solen skinner og stemmerne er hæse. De sidste bøger bliver afleveret - i hvert fald dem, man kunne finde.
Nu starter nye kapitler i deres liv. Og der er fortsat masser at lære. De skal gøre det i deres tempo. Ikke længere i 3.i, 3.s 2.h eller 3.x, men i nye konstellationer både fagligt og socialt. De opdager helt sikkert nye sider af sig selv og bygger oven på det, de tog med sig fra BG.
Vi håber at høre fra dem en gang i mellem og er alligevel allerede optaget af ”det næste kuld”. Hele den nye store årgang, der begynder på BG til august.
Vi har lige sprængt studenterne til alle sider i deres eget verdensrum, nu samler vi de nye elever, så de kan lære og famle og sætte tanken fri.
Vi har sidste arbejdsdag onsdag den 29. juni, så forventer vicerektor, at der næsten ligger et skema klar for det kommende semester. Det har været hårdt arbejde, for også skemaet har mødt bump på vejen med nye hensyn, der skulle tages, bl.a. til vores nye satsning: Et HF-forløb på 5 semestre. Det ser ud til at lykkes også denne gang efter princippet ”at sprænge og samle”.
1000 tak til alle BGs dygtige undervisere, sekretærer, tekniske medarbejdere - alle, der også dette skoleår har bidraget til, at Brøndby Gymnasium har fået et rigtigt fint resultat. I modsætning til en anden kendt, privat skole har BG en bestyrelse, der står fast på de gode værdier. Tak for det.
Pia Sadolin
Rektor