Elevrådvedtægter
§ 1 Navn og sammensætning
Navnet er 'Elevrådet'. Det repræsenteres af 2 elever fra hver klasse i 1.g/h, 2.g/h og 3.g.
§ 2 Formål
- Elevrådet skal tage vare på elevernes interesser ved Brøndby Gymnasium inden for områderne: Undervisning, skolens fysiske rammer, kultur, sport, underholdning, socialt samvær m.v.
- Rådet skal være elevernes talerør til skolens ledelse og bestyrelse.
- Rådet skal fremme samarbejdet mellem elever og lærere bl.a. ved hjælp af fællesarrangementer.
§ 3 Rettigheder og pligter
- Rådet skal samarbejde med skolens bestyrelse, rektor og andre skoler.
- Rådet skal sørge for, at forslag fra eleverne bliver behandlet i elevrådet.
- Rådet kan være medlem af en landsdækkende elevrådsorganisation.
- Som repræsentant er man valgt for et år ad gangen. Året går fra valgdag til valgdag.
- Der skal være mulighed for at drøfte ting med elevrådet over Outlook under 'Elevråd'.
§ 4 Valg
- Valg af repræsentanter foregår således: repræsentanter for 1. årgang vælges den anden uge i november, øvrige repræsentanter (gen)vælges ifm. den årlige elevrådscamp i april. Elevrådets lederskab konstitueres på elevrådscampen.
- Valgdagen for 1. årgang faciliteres af elevrådet.
- Inden valget skal de, der ønsker at være repræsentanter, fortælle deres klasse, hvorfor man vil i elevrådet og evt., hvad man vil arbejde for.
- Selve valget foregår i klasserne og man kan kun stemme på elever fra sin egen klasse.
- Hvis flere end 2 kandidater får lige mange stemmer, skal der ske omvalg. Her har hver elev en stemme. Er der herefter fortsat stemmelighed foretages lodtrækning.
- Efter valget på 1. årgang deltager repræsentanterne i elevrådet.
- Når man er valgt som repræsentant, skal man deltage i elevrådsarbejdet i et år. Kun hvis man har en speciel årsag, kan man få lov at træde ud. elevrådet skal oplyses herom.
- Der vælges en forperson og en næstforperson samt evt. en sekretær for elevrådet, jf. § 4, pkt. 1.
§ 5 Elevrådsmøder
- Forpersonen indkalder til møder ca. 8 gange om året.
- Dagsordenen skal være udleveret i forvejen.
- Ved beslutninger i elevrådet skal klasserepræsentanterne tage hensyn til klassens meninger.
- Alle afstemninger i rådet foregår ved almindeligt stemmeflertal. Et medlem i rådet kan altid kræve skriftlig afstemning. Rådet er altid beslutningsdygtigt, såfremt mødet er rettidigt varslet i henhold til vedtægterne.
- Kontoret skal informeres om elevrådets mødedatoer og tidspunkter. Forpersonen sørger for dette.
§ 6 Vedtægtsændringer og nye vedtægter
- Elevrådet fremsætter ændringsforslag. Forslag til vedtægtsændringer/nye vedtægter skal til høring i alle klasser.
§ 7 Repræsentation i skolens bestyrelse
- Én elev skal være repræsenteret i skolens bestyrelse.
- Gymnasiets elevrådsforperson er selvskrevet til den ene post. Næstforpersonen er suppleant for denne.
Bilag til § 5 - Forretningsgangen i elevrådet
Forpersonens opgaver
- indkalde til elevrådsmøder ifølge det aftalte
- sørge for at alle indkomne forslag bliver sat på dagsordenen
- udarbejde dagsorden
- deltage i bestyrelsesmøder
- deltage i ca 5 møder med ledelsen om året
- sammen med rektor tilrettelægge den årlige elevrådscamp
- tage vare på elevrådets interesser i alle råd og udvalg, som elevrådet er repræsenteret i, dvs. være opmærksom på, at elevrådet bliver gjort synligt og at dets meninger bliver hørt
- hente og gennemgå post samt informere Elevrådet herom
Næstforpersonens opgaver
- være suppleant for forpersonen, hvis denne er fraværende
- have ansvaret for at vedtægterne overholdes i Elevrådet
- deltage i PR-møder, hvis behov
Sekretærens opgaver
- skrive referat fra møderne. Ny dagsorden med ny mødedato sættes på referatet
- notere, hvem der deltager i møderne
- sørge for, at referatet udleveres inden for en uge efter elevrådsmødet
- sekretæren binder sig for et år (valgdag til valgdag)
Opgaver til elevrådet
- Forperson og næstforperson er automatisk medlem af festudvalget.
- sørge for, at eleverne er tilfredse med maden, og at der er en god mad- og ordenspolitik
- sørge for socialt samvær for elevrådet
- arrangere den årlige aktivitetsdag sammen med lærere.
PS/My august 2024