Hjem Sitemap



Fredag d. 4. september 2020 kl. 15:30 af Pia Sadolin

Nyt fra BG 4.9.2020

Dialog om frokost i en corona-tid har båret frugt :-)

 

Jeg forestiller mig, at vores elever er allermest interesseret i at høre, om frokosten er blevet justeret og bordfodbolden kan reetableres. Og jeg har gode nyheder på begge fronter.

 

Frokost og frugtordning:

Frokosten vil blive meget mere varieret indenfor de rammer, der kan lade sig gøre. I har ønsket flere fibre (grøntsager) og færre kulhydrater, så det vil Max (frokostleverandøren) tage afsæt i, når han sammensætter ugemenuen.  

Der har været rigtig mange henvendelser vedr. frugtordning. Efter aftale med Max vil der blive serveret frugt hver anden dag. Frugten vil blive udleveret sammen med portionerne til frokosten af Zisan/Kemal.

 

Bordfodbold:

Det er vist svært at undvære!

Bordfodboldbord vil blive stillet op i sydenden i Kantinen.

Bordfodboldregler vil blive sat op/lagt frem i Kantinen. Der skal spilles med mundbind og der skal afsprittes før og efter spillet. Vær især opmærksom på håndtagene, når der afsprittes.

Bordfodbolden skal man selv medbringe. Der bliver altså ikke udleveret bolde på Kontoret.

Der kan spilles bordfodbold fra og med fredag den 18.9.

Vi flytter bordfodbolden ned i Kantinen aht. pladsen i fællesområdet, som i forvejen er snæver og derfor ikke kan rumme bordfodboldborde under de foreliggende omstændigheder.

 

Foranstaltninger ifm. corona-krisen.

Jeg vil lige minde om vores regelsæt vedr. retningslinjer: Corona retningslinjer 2020-21

Derudover anskaffer vi ”Spritservietter”, som skal ligge i klasselokalerne, således at eleverne kan spritte af, når de har været i lokalet på valghold eller i faglokalerne. Spritservietterne vil muligvis blive erstattet med andre foranstaltninger efter en periodes afprøvning. Formålet er at sikre, at lokaler, der i løbet af dagen har skiftende elevsammensætning, bliver afsprittet løbende.

 

I morgen, lørdag den 5. september, drager 2.s på studietur til Østrig. Udstyret med mundbind og håndsprit stiger de i egen bus fra gymnasiet og kører ned gennem Tyskland til destinationen i Østrig. Her vil de primært være samlet i et Alpehotel på et bjerg, hvor alle aktiviteter vil foregå i naturen rundt om. Østrig er sikker ift. corona, så vi er glade for, at det lykkes med en superrelevant studietur med outdoor sport for 2.s – vores idræt A-klasse.

 

Fredag i sidste uge afsluttede vi første del af introforløbet for den nye årgang. Selv om det foregik adskilt i klasserne, var der en rigtig hyggelig stemning og det hele kulminerede, da vi alle samledes i Solgården – med afstand – og så de meget underholdende indslag.

 

Hawaii-tema

 

Gangsta-tema

 

I ugens løb blev regeringens finanslovsforslag diskuteret intenst i uddannelseskredse. De gymnasiale uddannelser (og de videregående uddannelser) skulle endnu engang holde for i finansieringen af reformer indenfor andre områder. Denne gang en politireform. Regeringens påstand er, at bl.a. gymnasierne bruger formuer på markedsføring. Det er simpelthen ikke rigtigt, hvilket mange rektorer, også undertegnede, har protesteret kraftigt imod.

Se mit (linked in) indlæg her

 

I perioden 2016-2019 blev de statslige tilskud til gymnasierne hvert år reduceret med 2%. Finansieringen af de nye FGU’er er også betalt af gymnasierne. Vi medfinansierer gerne nye uddannelsesinitiativer, der gavner det samlede uddannelsestilbud til de unge mennesker, men det kan da ikke være uddannelsesinstitutionernes opgave nu igen at afgive midler ud af sektoren, denne gang til oprettelsen af flere nærpolitistationer.

 

Netop startet på det nye skoleår har vi haft det første 2-dages besøg af elever fra Brøndbyøster Skole. I næste uge følger Brøndby Strandskole og Park Allé Privatskole. Vi slutter af med 2 gange elever fra Brøndbyvester Skole i uge 39. Det er elever fra 8. klasse, der skal opleve, hvad det indebærer at vælge en gymnasial uddannelse.

 

I modsætning til de andre år finder undervisningen sted i BGs kantine, så vi ikke øger smittekæderne med de ”fremmede” elevers indtog. Det gik rigtig fint med forløbet for Brøndbyøster Skoles elever. Så vi er optimistiske for de følgende.

 

Vi ser tilbuddet som en mulighed for at være med til at løfte opgaven for Brøndby Kommune, selv om vi er et privat gymnasium. Og vi er meget opmærksomme på at orientere om alle ungdomsuddannelserne og give eleverne et indtryk af mangfoldigheden og mulighederne. Vi har et rigtig fint samarbejde med uu’erne i Brøndby Kommune om forløbene for 8.klasserne. Desværre er vi med vores størrelse ikke i stand til at tage alle 13 8.klasser i Brøndby, men 5 har også ret :-)

 

 

Kantinen gøres klar til 8. klassernes undervisning – BGs unge, stærke, lærere giver gerne en hånd med :-)

 

Hav en rigtig velfortjent efterårsweekend alle sammen. En del af jer afventer sikkert et testresultat. Jeg håber, at det bliver negativt. Vi er 7-9-13 hidtil gået fri.

 

 

Pia Sadolin

 

 

 

 

 

 

 

 

Del denne nyhed på Facebook

 




 

Brøndby Gymnasium
Brøndby Stadion 28A
2605 Brøndby

Telefon: +45 43 20 50 70

Send SIKKER mail: bg@brondby-gym.dk

Kontorets åbningstider:
Man-torsdag: kl. 08.00 - 15.30
Fredag: kl. 08.00 - 11:25
& 12:00 - 14.00

 

PERSONALE 
LEDIGE STILLINGER

FIND VEJ