Hjem Sitemap



Mandag d. 17. august 2020 kl. 08:00 af Pia Sadolin

Nyt fra BG om starten på skoleåret 2020-21

Så er vi i gang.

 

En ny stor årgang med elever til 3 stx-klasser og 1 hf-klasse er startet på BG. Vi har budt velkommen til dem og alle de andre elever, der vendte tilbage efter sommerferien. Skolestarten foregik torsdag i Solgården i skønt vejr og med masser af plads.

 

Det er dejligt igen at være samlet alle klasser på én gang. Vi satser på at kunne fortsætte med at være sammen her på BG, alle sammen samtidig.

Hvis ikke, har vi jo heldigvis gode erfaringer med on-line undervisning :-)

 

Vi sluttede gymnasiet sidste skoleår med en række restriktioner og de fleste fortsættes, desværre.

Håndsprit, afstand, udluftning, ekstra rengøring, adskillelse i klasser/hold, alternativ eksekvering af frokosten, anderledes afvikling af introforløbet og uden krammekøer.

Alle elever fik ved velkomsten, torsdag, udleveret et ce-mærket mundbind. Formålet var at give dem mulighed for at afprøve fornemmelsen af at bære mundbind og også lade dem opleve om mundbindet fik dem til at føle sig tryggere – især i fællesarealerne. Vi har ikke påbud på BG, men hvis man som elev eller lærer føler sig mere sikret med mundbind, er det helt legitimt at bære. Vær dog opmærksom på, at mundbind skal skiftes (eller hvis vaskbar vaskes) hver dag.

 

Jeg synes, min velkomsttale blev lidt præget af løftede pegefingre, men da jeg her til morgen (fredag) stod og sagde godmorgen til eleverne, virkede humøret højt og ubekymret. Og de var gode til at spritte af. Enkelte havde valgt at bære mundbind.

 

Vores elever tager ikke i Dyrehaven til den berygtede Puttefest. Politiets Opholdsforbud er blevet understreget for dem og BGs tutorer har derfor planlagt en tur til stranden, kun for vores nye årgang. Det har jeg støttet som et frivilligt arrangement med restriktioner om at holde afstand og kun være sammen med elever fra BG. Jeg er sikker på, at vore fornuftige tutorer vil styre strandturen på bedste vis.

 

Frokosten vil her i starten fungere sådan, at der hver uge er en årgang i kantinen og øvrige årgange i deres stamlokaler med portionsservering. Det vil være på skift. Men har man ”kantineretten” skal man gå i kantinen. Frem til efterårsferien vil der ikke blive serveret frugt, da den udgør en smittespredningsfare. Så tag evt. selv en formiddagssnack med :-)

 

Har man symptomer, der kan være tegn på covid-19, skal man søge læge/lade sig teste. BG skal i givet fald orienteres. Viser testen sig at være positiv, vil vi straks konsultere sundhedsmyndighederne om, hvordan vi skal agere ift. at begrænse mulig smittespredning.

 

Heldigvis er vejret med os og eleverne er rigtig gode til at søge udenfor. Vi kunne dog godt bruge et sprinkleranlæg omkring middagstid til hurtig afkøling. Bare for at nævne det, hvis der er nogen, der ligger inde med en løsning!

 

Næste uge er der almindelig undervisning for alle og ugen efter tager den nye årgang på introtur. I år vil introturen blive delt op og foregå uden overnatning i telte. Dag 1 bliver med bus til hytten i Holte og ophold der hele dagen til ud på aftenen, hvorefter eleverne kommer hjem igen. Dag 2 foregår som en cykeltur fra BG om morgenen til ud på eftermiddagen.

 

Jeg har opfordret alle klasser til at vælge en repræsentant, som sammen med mig, elevrådet, festudvalget og nogle medarbejdere kan udgøre den BG Tænketank, der skal sætte gang i nye sociale initiativer. Vi kan det næste stykke tid ikke feste og hygge på tværs af alle klasser, som vi plejer. Derfor er det vigtigt at tænke alternativt og skabe nye traditioner – i hvert fald så længe corona raser.

 

2 af vore 3 fokuspunkter kører for fuld udblæsning. Det gælder idræt og it. Det nye fokuspunkt: Nærvær har lidt sværere vilkår med corona-reglerne, men det gør behovet for at lave sociale aktiviteter og gode læringsrelationer så meget mere påkrævet.

 

Velkommen til et nyt og berigende skoleår på BG.

 

 

Pia Sadolin

 

 

Del denne nyhed på Facebook

 




 

Brøndby Gymnasium
Brøndby Stadion 28A
2605 Brøndby

Telefon: +45 43 20 50 70

Send SIKKER mail: bg@brondby-gym.dk

Kontorets åbningstider:
Man-torsdag: kl. 08.00 - 15.30
Fredag: kl. 08.00 - 11:25
& 12:00 - 14.00

 

PERSONALE 
LEDIGE STILLINGER

FIND VEJ