Hjem Sitemap



Torsdag d. 19. marts 2020 kl. 7:00 af Pia Sadolin

Nyt fra gymnasiet – status på uge 1 ct (coronatid)

                                                                      

 

 

Sidste onsdag den 11. marts annoncerede regeringen, at gymnasierne og en lang række skoler, daginstitutioner mm. skulle lukke for en periode frem til og med 27.3. Det skete dagen efter, at Sanne (vicerektor) og jeg havde været rundt og orientere alle klasserne om risiko for lukning pga. coronavirus. På BG samlede vi hele lærerkollegiet og gik i gang med planlægningen og forberedelsen af undervisningen på de nye vilkår. Eleverne blev sendt hjem og senere også alle de andre på gymnasiet.

Nu runder vi den første uge. Hvad er status?

 

Det kører :-)

 

Den virtuelle undervisning og sikkerhed

 

Via vore sædvanlige virtuelle kanaler, Lectio, Moodle, Office 365, har vi kommunikeret med hinanden. Dertil har vi føjet Microsoft Teams, som ser ud til at være en rigtig god digital løsning.

 

Forsøgsvis anvendte vi også Twitch, men det stoppede vi med igen. Twitch gik rigtig godt, indtil en streamer, ellahdk, med 50.000 følgere valgte at sabotere undervisningen i matematik. Ikke alle derude samarbejder om at optimere de virtuelle løsninger. Forsvarsminister Trine Bramsen har advaret om cypertruslen. Denne advarsel gælder også os, dvs. alle ansatte og elever på BG.

 

Trine Bramsen opfordrer folk med hjemmearbejde til at have fokus på cybersikkerhed og henviser til sikkerdigital.dk, hvor man kan få viden om, hvordan man kan beskytte sig bedre.

 

Vi har sat gang i facebook og instagram for at booste opmærksomheden om hinanden og jeg er sikker på, eleverne har deres egne kanaler til vedligeholdelse af kontakten. Her kan der også udveksles gode råd om cybersikkerhed. Tjek også gerne vore egne anvisninger her

 

Alle – elever, lærere, administrationen – skal roses for den energi og entusiasme, de har udvist overfor projektet. Det er imponerende, som der tænkes i nye baner, afveksling og humor. Og eleverne er der. Begrebet ”i-tideværelse” som erstatning for ”tilstedeværelse” afprøves i den grad i øjeblikket.

 

Aflysning af studierejser, gennemførelse af SRP

 

Vi har valgt at aflyse to studierejser, som skulle have fundet sted i april. Eleverne skal ikke udsættes for yderligere smitterisiko ved at tage til USA eller UK.

 

Til gengæld afvikler vi SRP som planlagt. Det betyder, at 3.g’ernes første skriveperiode går i gang i dag med 100% virtuel vejledning og download af opgaveformuleringerne med NemID i www.netproever.dk

 

Ift. de udmeldinger om skolelukning regeringen har sendt, er der ikke sket ændringer af varigheden. Så efter planen er BG åbnet igen, når den anden SRP-skriveperiode starter mandag den 30. marts. Under alle omstændigheder tager vi vare om eleverne, som vi plejer, mens der skrives SRP.

 

Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils seneste hilsen, som er dateret 18. marts. Den indikerer ikke planer fra regeringens side om en forlængelse af lukningsperioden 

 

Dog lad os nu se. Hvis lukningen forlænges, har vi også kalkuleret med det og er klar til at fortsætte den virtuelle undervisning, både ift, SRP og alle de andre fag. Og I holdes løbende orienteret.

 

Hvad angår covid-19 smittede på Brøndby Gymnasium har jeg ingen efterretninger om hverken elever eller medarbejdere. Til gengæld kender jeg til smittede pårørende og ved, at det er meget vanskeligt at være i en situation, hvor man absolut ikke må besøge den syge. Jeg håber inderligt, at alle må blive raske igen.

 

Pia Sadolin

Rektor

 

 

Forår i Danmark – der er så forførende smukt derude lige nu :-)

 

Del denne nyhed på Facebook