Hjem Sitemap

 


Studietur til Madrid 2010i - april 2012

Omkring en uges tid før fredag d. 13. April begyndte 2i’s Facebook-opdateringer at have nogenlunde denne ordlyd: ’Én uge til studietur!!!’, ’Madrid, Baby!!!’. Forventningsfulde mødte vi alle op i lufthavnen. De talrige kommentarer fra kollegaer og familie, om hvorvidt fredag d. 13. nu også ville være en god rejsedag, havde vi skudt fra os  - nu var dagen kommet, og det var tydeligt at eleverne kun var en lille flyvetur fra tapas og billige cervezas.


Men ak, efter først at have ventet en ekstra time på, at Iberia-flyet skulle lande i København, meddelte en kvindestemme, at vejrguderne havde vist sig fra deres ubarmhjertige side. Et lyn havde ramt flyet under landingen, så den spanske fugl ville ikke komme på vingerne mere den dag. Mens stemmen endnu orienterede de strandede passagerer om situationen, var eleverne allerede i færd med at planlægge, hvordan den foreliggende nat på Hilton skulle forløbe. På trods af at det madrilenske byliv måtte udskydes, var humøret højt  - måske det skyldes de lækre Hilton-tøfler, som i hvert fald prydede flere af elevernes fødder, da vi boardede tidlig lørdag morgen kl. 5.30.


Glæden var stor da vi endelig kom til vores hotel i Madrid lørdag ved middagstid. Særligt mødet med en seng vækkede stor begejstring hos eleverne og trangen til at sove viste sig også at blive et af turens store kendetegn.


Selvom eleverne tydeligt demonstrerede, at Madrid og spansk kultur skulle opleves om natten, gennemførte vi, hvad man vel kan kalde et standard studietursprogram: vi så Picassos Guernica, vi besøgte El Prado – et af verdens bedste og største kunstmuseer, vi var på byens store søndagsmarked, El Rastro – det var rigtig sjovt, og sidste dag inden afrejse besøgte vi den skole, hvor selveste Kong Juan Carlos har været elev. På skolen fulgte vi forskellige fags timer for at opleve spansk skolegang.


Derudover var der indlagt diverse lange gåture, så chancen for faktisk at få set Madrid var nogenlunde sandsynlig. Men selvom 10i er en klasse med virkelig meget energi, måtte vi som lærere jo altså have forståelse for at, når det spanske bymiljø, dets aktører og mad/drikkekultur nærstuderes intenst om natten, så er niveauet selvsagt ikke så højt i dagtimerne.


Alt i alt en tur med højt humør, masser af fælles oplevelser – og en stille tur hjem

 

Se billeder fra turen her