Publiceret 09-10-2020 af Pia Sadolin

Efterårsnyt fra Brøndby Gymnasium

I det skønneste solskin kunne vi fejre lanceringen af BGs nye hjemmeside og ikke mindst det ny logo. Bevæbnet med kridt havde gymnasiets kreative lærer, Dorte Andersen, dekoreret fliserne foran indgangen til BG. Logo kommer af det græske Logos, der betyder ord eller tale, så en ganske passende velkomst til eleverne, inden de træder ind i gymnasiets ordrige verden :-)

 

De seneste 14 dage har været hektiske og begyndte med diverse feberredninger sfa. en medarbejders sygemelding med covid-19. I næsten en uge var gymnasiet uden pedeller og sekretærer, så ledelsen måtte gribe til nødberedskab godt bakket op af lærere, elever, rengøringspersonale og ikke mindst Heidi, der lynhurtigt blev kaldt ind til alt forefaldende arbejde. Efter nogle travle dage med udfordringer omk. åbne/lukke, automatfyldning og ikke mindst frokosteksekvering tikkede de negative testresultater ind og vi kunne gennemføre denne uge med fuld bemanding. Vi håber, at vores covid-ramte medarbejder er klar efter efterårsferien - han er meldt symptomfri igen.

 

Konklusion: Coronastormen er reddet af so far. Forhåbentlig vender den ikke tilbage efter ferien.

 

Mange elever har været plaget af mistanke om smitte ift. deres idrætsaktiviteter o.lign., så de har ganske ufrivilligt måtte tilbringe flere dage hjemme, hvor de ventede på testsvar. Ind til videre har alle været negative og det er selvfølgelig super godt. Ikke desto mindre har jeg ønsket at få et nærmere indblik i, om fraværet fra skolen har givet markant mindre undervisningsudbytte eller om elever og lærere sammen har kunnet håndtere undervisningen. Udfordringen er jo den, at kun nogle elever har været fraværende pga. mistanke om covid-19, mens resten af klassen/klassernes elever har været tilstede. Og jeg tror egentlig ikke, at det samlede sygefravær for perioden siden åbningen i august har været højere. Til gengæld har flertallet af de fraværende elever (og lærere for så vidt) ikke været syge end sige haft symptomer, men alene været fraværende fra gymnasiet pga. mistanke, test og efterfølgende afventning af testsvar.

 

Pointen er derfor: har eleverne (især) oplevet et markant ringere udbytte af undervisningen svarende til et fagligt efterslæb, der er svært at indhente. Problemstillingen er ikke mindst interessant for 2.HF-elever, der skal til vintereksamen og for 1.g’erne, der skal til afsluttende eksaminer i grundforløbet.

 

Undersøgelsen er ikke afsluttet i skrivende stund og jeg vender derfor tilbage med en grundigere evaluering efter ferien, men jeg har da smugkigget:

 

 

Som sagt vender jeg tilbage efter ferien, når undersøgelsen er afsluttet og evalueret. Jeg kan se på tallene, at især 1.g-elever og 2.-hf-elever mangler at svare og deres svar er jeg jo særligt interesseret i pga. forestående eksaminer.
 

 

To 2.g’ere i fuld gang med spørgeskemaet, måske :-) 

2.g’erne er klart den mest aktive årgang blandt indsendte svar. Det kunne tyde på, at især 2.g’erne har været ramt af test pga. mistanke om smitte.

 

Sidste nyt i min Corona-Odyssé handler om et interview, BG medvirkede i omk. digitaliseringserfaringerne fra nødundervisningen før sommerferien. Forlaget Systime, som satser meget på digitale læringsværktøjer kontaktede os for at blive klogere på den virtuelle undervisnings betydning og konsekvenser. Vi var faktisk ret positive, så læs artiklen her.

 

Når vi vender tilbage efter efterårsferien, kan vi så småt tage fat i planlægningen af skoleårets kommende arrangementer, som vi må forvente, skal gribes anderledes an grundet de fortsatte corona-restriktioner.

Den planlagte elevaktivitetsdag erstattes i første omgang af almindelig undervisning, men med et særligt arrangement for 3.g og 2.hf i 2. modul, som ligger i forlængelse af deres danskforløb om seksuel orientering og identitetsdannelse. Vi håber på at kunne afholde elevaktivitetsdagen i foråret med bl.a. Julius Mygind på scenen.

 

Jeg tror, det bliver rigtig godt for batterierne at lade op nogle dage udenfor BGs mure. Men ikke alle forlader bygningerne. Pedellen bruger bl.a. feriedagene til at få udbedret en række fysiske forhold i klasselokalerne, som kan være svære at nå i hverdagen, hvor der er fuld belægning hele tiden. Og også i vores nye lokale, ESL, skal der klares installationer. Der skal sættes radiatorer op, så 2.s kan holde varmen gennem vinteren.

 

Skemalæggerne vil også skulle på arbejde i næste uge, da 1.g-elevernes studieretningsvalg først er faldet helt på plads i denne uge og det nye skema skal foldes ud omkring 1. november. Derudover skal der rettes opgaver og planlægges nye forløb, så helt fri for arbejde bliver efterårsferien næppe for nogen på BG.

 

Rigtig god arbejdslyst til alle og hold nu også nogle dage fri med børnene og en corona-rigtig halloween.

 

Stort tillykke med den nye hjemmeside. En kæmpe tak til de mange, der har bidraget. Ikke mindst til Karina, Rebecca og Rune. Hjemmesiden er blevet mega flot, super tjekket og professionel.

 

 

 

På gensyn mandag den 19.10.

 

Pia Sadolin

Rektor

 

template-img